tirsdag den 27. oktober 2009



Mermaid



Det utrolige er sket: min Mermaid er færdig. Jeg har kæmpet meget med monteringen, som ikke var den letteste i verden, men det lykkedes nogenlunde, synes jeg.



Jeg tog mermaiden med på weekend i det nordjyske og efterlod den hos min søster, som meget længe har talt om muligheden for at arve den. Det er så ikke nødvendigt, for jeg er sikker på, at hun vil sætte større pris på den end jeg gør.

Jeg beklager den forringede billedkvalitet.




På pindene nu er Linnea fra Rasmilla og en Salt & Peber fra Design.club.dk, dog strikket i en tråd Kauni med stribe i shetlandsuld, men mere om det, når de er færdige.


I planlægningsfasen er en trøje til Sofus. Måske Annette Danielsens model med grise. Bogen er reserveret. Det er vel meget passende til en dyrlægesøn.............















mandag den 19. oktober 2009







Af en eller anden grund - og det kan ikke være en fejl 40 - forsvandt resten af det sidste indlæg.

Der skal da også lige et nærbillede af tørklædet med, som chefen i øvrigt blev rigtig glad for.
Idag er det Kirstens fødselsdag, hurra.....



På vej hjem fra ferie var jeg omkring Fandango i Århus og her faldt jeg for noget lækkert garn og en tilhørende opskrift fra Cherry tree hill yarn, Cockleshell Scarf, og da chefens runde fødselsdag nærmede sig, måtte jeg have begge dele med hjem.




Tørklædet måler 35 x 120 og strikkes som to dele, der samles midt bag, således at det er ens på begge sider.

lørdag den 19. september 2009

Hov, jeg glemte jo....


at vise et billede af mine hundeveninder, der var med mig i Andelslandsbyen Nyvang i sidste weekend, hvor der var høstmarked.
Må jeg præsentere Sandy og Katja, to dejlige Leonbergere i deres bedste alder. De er med til at udfylde hullet i mit hundehjerte.


Lidt blødt til Sofus


Først vil jeg gerne sige tusind tak for alle de hilsener, jeg har fået efter mit sidste indlæg. Man mærker virkerlig, at Oscar var med til mange strik-in's og festivaller. Selv om huset virker tomt og jeg jævnligt "lige skal til", så tror jeg, det bliver ok at være hundeløs for det skal ikke være nogen hemmelighed, at en del ting er blevet valgt fra i tidens løb. Men måske ændrer jeg mening - det er jo sket før.


I sidste måned blev Sofus 1 år og i den anledning havde jeg strikket en lille ting, der heldigvis faldt i god jord hos moderen. Sofus er jo ligeglad, bare man måtte daske lidt til mit fjernsyn og nusse med Oscar.

Han får løbende strømper strikket som ragsokker, så han ikke taber dem. Også her er det moderen, der er mest begejstret. Det par, der nu er på pindene, bliver strikket samtidig på en stor rundpind, så det er jeg lidt spændt på. Lige nu er jeg ved hælkappen og foreløbig går det godt. Så slipper jeg for at tælle omgange på både skaft og fod, for jeg er jo en lille smule hysterisk med, at begge strømper skal være nøjagtig lige lange.

Nu ikke mere sludder for denne gang. Jeg har brugt et par timer på markedet på Kongskilde ved Sorø og nu kan jeg høre plæneklipperen kalder. Heldigvis er der flot vejr, så den kan sagtens blive luftet lidt.

fredag den 4. september 2009

Min tro følgesvend

er ikke mere.

Oscar fik en hofteskade for et par uger siden, som han var ved at komme sig over. Så meget, at vi var en tur i skoven i går. Desværre var der sket et eller andet, måske blot en forkert bevægelse, mens jeg var på arbejde i dag, for hans bagkrop var lammet, da jeg kom hjem. Naturligvis blev dyrlægen straks tilkaldt. Den dyrlæge, der ikke havde vagt, men som var meget glad for Oscar, så den nødvendige behandling kunne ikke have været udført på bedre vis, når det nu skulle være.

Netop i dag hentede jeg Oscars to veninder på vej hjem, da han og jeg skulle hundesitte i weekenden. Det betød, at de også fik mulighed for at sige farvel.

Jeg håber, Oscar har været lige så glad for at være her, som jeg har været for at have ham.

søndag den 9. august 2009

Lidt bliver det alligevel til........

I går var jeg til strik-in i Rødovre, hvor der blev spurgt til min Hjertegarn-bluse. Skønt, når Merete husker, hvad man havde med sidste gang, man var ude at lufte sig. Her er dokumentationen så. Den har ikke helt den tunikafacon, som jeg havde håbet, men den kan sagtens bruges.




.. og Kraka, som jeg nævnte i sidste indlæg. Den er strikket i noget bomuld/acryl uden navn, da det er købt på en cone rent privat. Krakamønsteret gør, at det er en stram model, men mon ikke det går.




Da jeg var i skabet faldt mine øjne på min bomuldsbluse, som jeg strikkede på sidste år, da jeg sammen med Vivi var på Uldfestival. Den er strikket i noget Lang garn, der er superdejligt at have med at gøre.



Morgenstunden er brugt med lidt husgerning, så jeg kan med god samvittighed drive den af resten af dagen. Oscar har ligget brak hele dagen, hvilket ikke kan undre, da der var 18 grader allerede kl. 7 i morges og det er ikke blevet mindre i løbet af formiddagen. Faktisk er der over 25 grader her ved frokosttid.