onsdag den 23. juni 2010

Lidt nyt til Sofus

Så sker der lidt igen.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har afleveret trøjen til Sofus, strikket i str. 2 år i en opskrift fra Familie Journalen, som jeg straks forelskede mig i.

Sofus mor blev meget glad for trøjen, som snart skulle passe, da han snart bliver 2 år.

Som altid, gik der meget lang tid med at tage beslutning om at NU skulle der monteres. Tre uger, tror jeg, den lå færdigstrikket. Måske er det fordi Vivi Aggergaard har lært mig at sy ærmer i fra forsiden, at det tager så lang tid. Jeg synes, det er lidt svært at holde til, når der skal sys, men der er ingen tvivl om, at det bliver meget pænere, end mine tidligere monteringer, som jeg egentlig også var tilfreds med.

For et par dage siden røg Løbetid af pindene, men jeg bliver nødt til at pille den ene skulderlukning op igen, igen. Det var ikke nemt at få maskerne til at passe overfor hinanden, da jeg havde haft den pillet op, nok på grund af løbemasker og omslag, der skulle laves en ekstra maske i. Og jeg er jo ikke god til at pille op, men mon ikke det lige pludselig sker - jeg kan kun håbe. Om jeg så kommer til at bruge blusen, er nok et andet spørgsmål. Umiddelbart er jeg ikke begejstret.

P.t. er jeg i gang med en top som jeg stikker i Wilfert's Livorno, som er dejlig at strikke i, bestående af bomuld, viscose og hør i en dejlig forårsgrøn, men den vokser ikke, så længe jeg sidder her, så jeg er smuttet.