onsdag den 23. juni 2010

Lidt nyt til Sofus

Så sker der lidt igen.

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har afleveret trøjen til Sofus, strikket i str. 2 år i en opskrift fra Familie Journalen, som jeg straks forelskede mig i.

Sofus mor blev meget glad for trøjen, som snart skulle passe, da han snart bliver 2 år.

Som altid, gik der meget lang tid med at tage beslutning om at NU skulle der monteres. Tre uger, tror jeg, den lå færdigstrikket. Måske er det fordi Vivi Aggergaard har lært mig at sy ærmer i fra forsiden, at det tager så lang tid. Jeg synes, det er lidt svært at holde til, når der skal sys, men der er ingen tvivl om, at det bliver meget pænere, end mine tidligere monteringer, som jeg egentlig også var tilfreds med.

For et par dage siden røg Løbetid af pindene, men jeg bliver nødt til at pille den ene skulderlukning op igen, igen. Det var ikke nemt at få maskerne til at passe overfor hinanden, da jeg havde haft den pillet op, nok på grund af løbemasker og omslag, der skulle laves en ekstra maske i. Og jeg er jo ikke god til at pille op, men mon ikke det lige pludselig sker - jeg kan kun håbe. Om jeg så kommer til at bruge blusen, er nok et andet spørgsmål. Umiddelbart er jeg ikke begejstret.

P.t. er jeg i gang med en top som jeg stikker i Wilfert's Livorno, som er dejlig at strikke i, bestående af bomuld, viscose og hør i en dejlig forårsgrøn, men den vokser ikke, så længe jeg sidder her, så jeg er smuttet.

lørdag den 27. marts 2010

ODENSE - here I come

Ja, jeg skal sørme til at have min arbejdsdag på Fyns Land. Det bliver hyggeligt og jeg har allerede bestilt en stationscykel, så jeg kan komme hurtigt frem.

Som en +50-årig er det lidt af et chok at modtage en fyreseddel, men chefens langvarige sygdom gjorde det desværre nødvendigt.

Heldigvis er der ikke længere til Odense end til København, når man bor på Vestsjælland, så jobsøgningen blev udvidet mod vest og det gav hurtigt bonus. Og så er jeg så heldig, at frk. Storm synes det er ok med mine daglige besøg i byen, når bare jeg ikke køber den taske, hun har udset sig. Gad vide, om hun fik den med den ønskede rabat?

mandag den 15. marts 2010

ET RUNDSTYKKE PÅ EN GANSKE ALMINDELIG MANDAG










Så blev Rundstykket færdig, men det var et kedeligt projekt til sidst.



Pludselig under strikning af ryggen opdagede jeg, at jeg havde lavet to - TO - vrangmasker på en retrille. Og der var "kun" ca. 150 pinde nede, ok, måske var det kun 100, jeg kan ikke huske det længere. Af skræk for at komme til at lade en forkert maske rende, syede jeg simpelthen en ritråd ned mellem de to masker, så det ikke kunne gå galt.

Jeg må indrømme, at jeg havde min mistro til vaskens udglattende effekt på de steder, hvor blusen er startet, men det gik. Men pudsigt så det ud.




Om modellen bliver et hit, er jeg ikke sikker på. Den virker meget bred. Men jeg vil i hvert fald lige bøje de to halskantsnipper ned og fastgøre dem, så de ikke driller min hals. Det samme vil jeg gøre med nakken, der ender i en lille spids. Måske med en knap.
Næste projekt vil blive en sukkertrøje af Isager, men i en enkelttrådet udgave. Der er tilfældigvis lige noget gråt supersoft på lager, så garnvinden skal lige frem en tur.






tirsdag den 2. februar 2010

Store Strikkesøndag

Søndag morgen, før en vis mand fik sko på, startede jeg bilen for at komme en tur til Århus. Langt kom jeg dog ikke, for da jeg nåede ud af gadelampernes skær, kunne jeg kun se snefoget og en masse hvidt. Så jeg måtte hjem igen og på et lokaltog til Slagelse. Jeg ville simpelthen ikke gå glip af denne dag, som jeg jo også havde betalt for at deltage i, så hellere komme lidt for sent.

Det blev en rigtig hyggelig dag, hvor der også kom et guldkorn eller to med hjem sammen med lidt skriftligt materiale. Heldigvis lykkedes det for mig ikke at købe garn med hjem. Marianne Isager luftede i øvrigt tanken om at gentage succesen næste år.

Billeder? Ikke denne gang. Jeg havde fået besked på at tage kamera med og det gjorde jeg naturligvis, men jeg fik det ikke op af tasken, og så hjælper det jo ikke meget.........

torsdag den 21. januar 2010

Århus tur-retur

Efter at have tilbragt en uges tid på ventelisten, fik jeg i tirsdags tilbudt en billet til Store strikkesøndag på Kvindemuseet i Århus, så nu behøver jeg slet ikke være misundelig mere. Det bliver en lang dag, når man kommer fra Sjælland, men pyt. Jeg kan jo strikke både frem og tilbage, når DSB sørger for transporten. Og det har de lovet.......... Måske ses vi?

søndag den 17. januar 2010

Baktus og tunika

Da Deligth fra Drops kom på gaden kom jeg til at hente et par forskellige farver. Farve 05 blev til en lille Baktus, lidt for lille, men jeg købte kun to nøgler af hver, så der er jo grænser. Nærbilledet gengiver farverne bedst. Lidt kedelige, men ok.









Det er også blevet til lidt salt & peber i tilværelsen. Strikket med Kauni og en lille rest lilla Tvinni fra Isager.
Den er blevet luftet et par gange og er næsten for varm.